Bagværk og kage

Fastelavnsboller

image_print

Når det er ved den tid, at fastelavnsbollerne banker på, ja, så ved man, at man er godt i gang med det nye år. Så er julen og nytåret på en måde gemt væk for en stund.
Min svigerfar er vild med fastelavnsboller, så han får altid en portion eller to. Han har det ligesom jeg – vi kan ikke lade bagværk eller kage stå i fred, da vi er bange for, at det bliver for gammelt. Så det skal hurtigt spises og gerne samme dag… hahah. 
Jeg synes, det er så hyggeligt med en god fastelavnsbolle og en kop varm kakao og så bare hygge med familien. Nu har vi ikke et lille barn mere, og jeg indrømmer gerne, at jeg savner lidt tiden, hvor udklædningen var i høj kurs. Heldigvis har jeg en niece og nevø, som er 3 og 5, så der kan jeg få stillet mine lyster. 
Fastelavnsboller kalder vi også halloweenboller, da vi også bager dem til den tid. Der bliver bollerne pyntet som monstre eller prøver at få det til at forestille noget uhyggeligt.
Der bliver ca. 20 stk. fastelavnsboller ud af denne portion, men du kan vælge at lave dem lidt større og få 15 stk. 

Ingredienser: 

  • 50 g gær
  • 2 dl sødmælk
  • 1 dl cremefraiche
  • 150 g smør
  • 1 æg
  • 50 g sukker
  • 1 tsk. salt
  • 600-700 g hvedemel

Fyld: 

  • 2 æggeblommer
  • 2 spsk. sukker
  • 2 spsk. majsstivelse
  • 2½ dl sødmælk
  • 2 tsk. vaniljesukker

Fremgangsmåde: 

Start med at lave fyldet. 

Fyld:

  • Kom æggeblommer og sukker i en gryde og pisk det sammen. 
  • Tilsæt mælk og majsstivelse og bring cremen i kog ved konstant piskning. 
  • Tilføj vaniljesukker og smag evt. til. 
  • Stil cremen i køleskabet og lad den blive helt kold. 

Dej:

  • Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken. 
  • Hæld blandingen over i en skål, og når det er lillefinger varmt så rør gæren ud heri. 
  • Rør sukker, salt, cremefraiche og æg i. 
  • Tilsæt herefter melet lidt efter lidt. 
  • Stil dejen til hævningen under husholdningsfilm og et viskestykke og lad den hæve i 45 minutter. 
  • Rul dejen ud og skær den i 20 firkanter. 
  • Kom fyld i midten af firkanten. 
  • Pak dejen godt om fyldet.
  • Stil bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve i 15 minutter. 
  • Bages ved 200 grader varmluft i 15 til 20 minutter. 
  • Når bollerne er afkølede, kan de pyntes med glasur. 
Rul dejen ud og skær den i firkanter.
Kom lidt fyld i midten.
Pak dejen rundt om fyldet.
Og form som en bolle med samlingen nedad. Stilles på en bageplade og efterhæver i 15 minutter.
image_print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.