Hakkebøf med mozzarella

Min skønne veninde fortalte, at kokken på hendes arbejde havde lavet de lækreste hakkebøffer i ovnen med ost og tomatpure en dag til frokost. Med det samme begyndte min madhjerne at arbejde i bøffer og krydderier. Faktisk småfniste hun lidt, da hun fortalte det, da hun udmærket godt ved, at jeg bliver lidt fraværende ved ordet mad, hvilket også var tilfældet her – haha. 
Jeg var lidt i tvivl, om familien ville tage godt imod bøfferne, da den ene ikke bryder sig om tomatpure, og ja, den anden mener, at det er en fornærmelse at gøre en hakkebøf moderne. 
Så da jeg serverede dem første gang, sagde jeg intet om, hvordan jeg havde lavet bøfferne. Begge to spiste uden rigtigt at sige noget. Kun en bemærkning fra teenageren om ikke at komme tomat på toppen. 
Manden sagde på hans helt egen jyske måde, at dem må du da gerne lave en anden gang. Så det er de efterhånden blevet. 
Jeg serverer en god gang salat og sprøde fritter til. 

Ingredienser:
4 bøffer.

  • 500 g hakket oksekød 10-12%
  • 1 lille dåse tomatpure
  • 2 tsk. paprika
  • 2 tsk. tørret basilikum
  • 1 tsk. hvidløgspulver
  • 1 bøf mozzarella
  • 2 tomater
  • Salt og peber

Fremgangsmåde: 

  • Form 4 bøffer ud af hakket oksekød. 
  • Krydder dem med salt og peber og læg dem i et fad. 
  • Bland tomatpure med paprika, basilikum og hvidløgspulver og fordel blandingen på bøfferne. 
  • Skær mozzarella i skiver og læg dem oven på bøfferne og top med en eller to skive tomat. 
  • Drys lidt basilikum ud over bøfferne.
  • Stil bøfferne i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i ca. 25 minutter.