Saltbagt knoldselleri med hvidløg og timian smør
Enten hader man den knold eller elsker den. Jeg tror ikke rigtig, der er noget imellem. Der er det, jeg hører, når jeg spørger rundt omkring, om de kan kan lide den. Jeg er på det hold, der elsker den. Jer, som har fulgt mig et stykke tid, ved, at på denne årstid er den næsten et fast inventar i min grøntsagsskuffe.
Jeg har brugt saltbagt selleri som et alternativ for brød. Jeg laver altid en god omgang hvidløg og timian smør og kommer en god klat i den færdigbagte selleri inden servering. Det kan du også undlade og bare servere den, som den er.
Den tager lidt tid at lave, men elsker du knoldselleri ligesom jeg, er det hele tilberedningstiden værd.
Ingredienser:
- 1 knoldselleri
- 4 til 5 tsk. groft salt
Hvidløg og timian smør:
- 2 spsk. blødt smør
- 1 fed hvidløg
- 1 lille håndfuld frisk timian.
Fremgangsmåde:
- Skær rodbunden af knoldsellerien og rens knolden godt for urenheder under koldt vand.
- Sæt knoldselleri på et bredt stykke stanniol (brug dobbeltlag) og gnid den godt ind i salten.
- Pak sellerien ind i stanniolen.
- Bag sellerien ved 180 grader varmluft i ca. 2½ time.
- Pres hvidløg ned i det bløde smør.
- Hak det friske timian fint og vend det hele godt rundt i det bløde smør med hvidløg.
- Når selleri er bagt færdig tages det ud af stanniolen.
- Skær et kryds på toppen af selleri og kom en godt klat smør ned i.
Jeg serverer resten af smørret sammen med knoldselleri.