Bagværk og kage

Freja’ chokoladekage

image_print

Min lille bulderbasse af en niece, Freja, er simpelthen en af mine lykkepiller her i livet ligesom hendes storbror Karl. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg holder af de sjove og kreative børn. I efterårsferien skulle Freja på ferie her hos moster, og vi skulle jo selvfølgelig bage. Freja måtte helt selv bestemme hvad. Chokoladekage var næsten selvskrevet (jeg kender ikke nogen, der kan spise chokolade ligesom hende) og ganske almindelige boller.
Jeg spurgte Freja, hvad vi skulle starte med at bage, og havde håbet på hun sagde boller, da det jo selvfølgelig er mest praktisk i mit hoved. Men NEJ, vi skulle starte med chokoladekagen. Så moster her gik i gang med at måle alt af og skrive mængden ned. Jeg fik Freja placeret ved røremaskinen, og så skulle det hele blandes sammen, hvilket Freja bare syntes, var fedt. Maskinen var lige blevet færdig med at røre, da hun meget bestemt spurgte, om hun måtte ”smage” på piskeriset. Og lad mig sige, at det fortrød jeg meget hurtigt, at jeg gav hende lov til… Der var jo chokolade overalt på det pigebarn. Efter lidt forhandling om at vaske hende, lykkedes det, hvis hun måtte slå et æg ud til bolledejen. Jo jo, jeg synes selv, jeg er mega god til børne forhandlinger – haha. 
Jeg elsker at have børn med i køkkenet. Da teenageren var lille, var hun altid med, og der kunne altid skrælles en gulerod eller røres i en skål. Vi gjorde meget ud af at lære hende de forskellige råvarer, hvilket jeg er sikker på, er kommet hende til gavn i hjemmekunstskab/madlavning. 

Ingredienser: 
En bradepande.

  • 600 g hvedemel
  • 600 g sukker
  • 1 liter kærnemælk
  • 1½ dl raps eller solsikkeolie
  • 1 æg
  • 3 tsk. natron
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 8 spsk. kakaopulver

Bages ved varmluft ved 200 grader i 30 minutter. 

Fremgangsmåde:

  • Bland alle ingredienser sammen i en røremaskine og rør det rigtigt godt sammen. Det tager et par minutter. 
  • Kagedejen kommes i en bradepande beklædt med bagepapir. 
  • Bages i en forvarmet ovn på 200 grader varmluft i ca. 30 minutter.
  • Pyntes med lige det, man ønsker. 

Freja ville have glasur og krymmel på. 

Freja holder styr på røremaskinen.

Det her fortrød jeg hurtigt, at jeg havde givet hende lov til… OMG!

Karl, Freja og mig.

Efter at Karl har set billeder af Freja i køkkenet, har han bestilt en dag i køkkenet sammen med moster, hvor der skal bages chokolade-cookies og chokoladeboller.
Så nu venter vi bare på en weekend eller miniferie, hvor tiden tillader det.

Billedet til chokoladekagen har drillet mig voldsomt og jeg er langt fra selv tilfreds med det. Så bær over med det.

image_print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.