Semi dried tomater
Den her opskrift er jeg mega stolt af… FUCK JANTELOVEN lige et øjeblik. Men det er jeg altså. Jeg har fået så mange positive tilbagemeldninger, at jeg bliver helt glad i låget. Først lavede jeg små smagsprøver rundt til familie og venner, og de var vilde med dem og spurgte efter en opskrift. Semi dried tomater er faktisk den opskrift, der gav mig blod på tanden til at lægge mine opskrifter ud på min Instagram profil – og ja, efter en del betænkningstid en blog.
Jeg er ikke god til at få ros eller anerkendelse, da jeg får røde ører, og min hjerne altid har et modsvar (tænker det er meget typisk). Men det går alligevel ind og fylder godt op i mit trivselskar – altså selvværd og selvtillid.
De her tomater bruger jeg som topping til salater, pasta, pizza, oven på en spegedreng (spegepølsemad), på tapasbordet eller bare som tilbehør til aftensmaden. De er altså bare vildt gode.
De tager lidt tid at lave, men det er arbejdet værd.
Hvis du ELSKER tomater ligesom jeg, så tør jeg godt skrive, at du bliver vild med den her opskrift.
God fornøjelse.
Ingredienser:
- 1 kg runde cherrytomater
- 2 spsk. oregano
- 1 tsk. sukker
- 1½ tsk. salt
- 4 fed hvidløg
- Rapsolie
Fremgangsmåde:
- Start med at tænde ovnen på 125 grader varmluft.
- Skær tomaterne i halve og kom dem i en skål.
- Kom oregano, sukker, salt og ca. 3 spsk. rapsolie ud over tomaterne og rør forsigtigt rundt, så krydderierne og olien er fordelt godt.
- Hæld tomaterne ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Bag tomaterne i 2½ time.
- Når tomaterne er færdige og stadig varme, knuses 2 fed hvidløg udover.
- Vend det forsigtigt rundt og lad det køle af.
- Kom tomaterne i et sylteglas eller et andet rengjort glas.
- Hæld rapsolie over tomaterne, så de er helt dækket til, og kom de sidste 2 fed hvidløg i glasset uden at knuse dem.
Jeg bruger ikke cherrytomater på spand, da jeg synes, de bliver meget smagsløse. Jeg bruger dem, man kan købe i bakker, og som virker godt modne.
Holdbarheden er ca. 14 dage.